Bueskydningens historie

Langbuer

Fladbue

Mennesker har kendt til bueskydning i mange tusinde år. Den ældste pilespids, der kendes, stammer fra Sydafrika og er 64.000 år gammel. I Danmark er den ældste fundne pilespids 15.000 år gammel og det ældste buefund 9.000 år gammelt.

Buefundet (rester af fire buer) stammer fra en stenalderboplads i Holmegårds Mose på Sjælland og udgør nogle af Europas ældste og bedst bevarede fund. En af buerne kan ses på Nationalmuseet i København. Det antages at bueskydnings-kunsten er kommet til Danmark i Jægerstenalderen (for ca. 15.000 til 6.000 år siden). Andre berømte buefund er bl.a. Møllegabetbuen (fra Langeland) der er ca. 7.000 år gammel og fra Eretbølle kulturen (for ca. 7.400 til 5.900 år siden), hvorfra der også er buefund fra Ringkloster (ved Skandeborg) og Tybrind Vig (ved Vestfyn).

Buerne er lavet af unge elmetræer med en diameter på 6 til 10 cm. Buerne har et fladt ovalt tværsnit. Holmegård- og Møllegabet buerne har tydelige skuldre, dvs. at buebenene snævrer ind godt halvvejs ude på benene. Ved at lave skuldre på buen, har man fjernet vægt fra det yderste af bueenderne, hvilket giver buen et bedre og hurtigere kast. Dette, når pilen var monteret med flad flintspids, har været nok til at kunne nedlægge vildsvin og krondyr.

Fra overgangen mellem Bondestenalder (for ca. 6.000 til 3.700 år siden) og Bronzealderen (for ca. 3.700 til 2.500 år siden) er der i Thy i Snejstrup Mose vest for Hundborg fundet to exceptionelt store flint-pilespidser. Den ”lille” er 16,2 cm lang, 1,7 cm bred og kun 0,8 cm tyk, medens den største pilespids er 18,6 cm lang. De meget elegant tilvirkede pilespidser menes at stamme fra et dygtigt jæger- og fiskefolk, de såkaldte grubekeramikere (navnet kommer af at de lavede karakteristiske fordybninger eller gruber i deres lertøj), som har været på besøg fra deres bopladser i Sydsverige og Sydnorge.

Der er rigtig mange buemagere, både i Danmark som i udlandet, der i dag laver kopier af de historiske fladbuer. Og ved de traditionelle stævner, er der mange bueskytter, som skyder med kopierne.

Traditionel engelsk langbue

Det ældste træredskab man har fundet, er et spyd af taks, som er mere end 250.000 år gammelt. Efter sidste istid, indvandrede taks til Danmark for mellem 7.000 og 8.000 år siden. Taks er et lille langsomtvoksende nåletræ, som kan blive 1.000 år gammelt. Veddet er hårdt, holdbart og elastisk.

Taks er særdeles velegnet til fremstilling af langbuer. Årsagen er at splintveddet (den yderste del af træet) er godt til at stække sig, medens kerneveddet er stærkt og kan komprimeres kraftigt uden at ændre form. Et gammelt navn for en taksbue er dan. Buerne, der er D-formet i omrids, kan laves meget stærke, og der er fundet historiske buer med en trækstyrke på helt op til 180 pund (82 kg). Så stærke buer skyder ikke væsentligt hurtigere eller længere end svagere buer, men det kan afskyde meget tungere pile. Det er en fordel i krig, da en tung pil lettere gennemborer et våbenskjold eller en rustning.

I slutningen af jernalderen, for ca. 1.500 år siden, underlagde en stamme, der især brugte taksbuer, sig alle andre stammer i Jylland og muligvis på Fyn. Navnet for taksbuen blev overført til stammen, der blev kaldt danerne og deres rige blev kaldt Dania. Heraf det senere navn for Danmark.

Vikingerne medbragte under deres erobringstogter taksbuen til England og Wales. Englænderne og waliserne blev så begejstrede for taksbuen, at det langt op i tiden forblev deres hovedvåben. I løbet middelalderen (år ca. 500 til 1500) blev englænderne og waliserne berømte for deres kraftige engelske langbuer, som har vundet stor berømmelse under flere historiske slag (Crécy i 1346, Poiters i 1356, og måske berømtest af alle Agincourt i 1415) under Hundredårskrigen (år 1337 til 1453) mod Frankrig. Lange stænger af taks var på et tidspunkt så vigtig for den engelske krigsbueproduktion, at der var dødsstraf for at eksportere dem fra landet. For at sikre sig et godt forsvar under eventuelt fransk angreb, tvangsudskrev man i England alle våbenføre mænd til at træne med langbue et par timer hver søndag.

Hævningen i 1982 af det store engelske krigsskib ”Mary Rose”, som kæntrede i år 1536, har givet et helt enestående godt kendskab til langbuer ved middelalderens udgang, idet skibet indeholdt 137 traditionelle engelske langbuer og over 3.500 pile. Efter middelalderens slutning mistede langbuen sin militære betydning. Armbrøsten havde taget over. Den første bog om bueskydning på engelsk var ”Toxophilus” skrevet af Roger Ascham. Den blev udgivet i London i 1545. Igennem de kommende mange år forblev bueskydning en sport for overklassen.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fik langbuen en renæssance i USA. Maurice Thompson fik i 1877 udgivet bogen “The Witchery of Arcery”. Bogen igangsatte en bevægelse i USA, hvor buejagt og skiveskydning blev meget populært. Og det fortsatte til Europa, hvor langbueskydning igen blev en allemandssport.

Der er rigtig mange buemagere både i Danmark som i udlandet der i dag laver kopier af historiske vikinge-langbuer og/eller traditionelle engelske langbuer. Ved de traditionelle stævner, er der mange bueskytter, som skyder med kopierne.

Semilangbue

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte man i USA og Europa at fremstille laminerede buer af forskellige træsorter og bambus, samt såkaldte kompositbuer. Kompositbuen kendtes dog allerede i Egypten for omkring 3.600 år siden, hvorfra et monument med buen kendes, og fra Ramses d. 2. regeringsperiode for mellem 3.329 og 2.205 år siden har man en tegning af buen. Og i Kina kendte man kompositbuen allerede tilbage fra Han Dynastiet for mellem 2.800 og 1.800 år siden, hvor bambus blev brugt til bueryggen og forskellige træsorter til bugen.

Senere er glasfiber og kulfiber kommet til som materiale. Med nye materialer og byggeteknikker fulgte nye former. Semilangbuer er typisk flade i tværsnit, og sædvanligvis er buebenene bøjet noget frem (i afstrenget tilstand) for at give mere kraft i kastet. De fleste langbuer set ved stævnermi dag er semilangbuer.

Penobscotbue

Buen er meget kendt i USA, men stort set ukendt i Danmark. Den består i princippet af en almindelig langbue hvorpå der foran er fæstet en mindre langbue. Strengen går fra det ene af de forreste buebens strengnocker over hovedbuens strengnocker til det andet af de forreste buebens strengnocker. Herved generere buen mere kraft end der kan opnås med en enkelt buekonstruktion. Det menes at indianerne i det nordvestlige USA udviklede penobskotbuen, efter at de havde stået magtesløse overfor vikinger med langt kraftigere langbuer i taks. Indianerne havde ikke tilstrækkeligt stort og stærkt træ til rådighed til at matche vikingernes langbuer, så de udviklede penobscotbuen, der kunne matche vikingernes bue. Penobscotbuen er en tidlig forløber for compoundbuen.

Yumi

Fra Japan kommer den meget lange bue "yumi", hvis øvre bueben er meget længere end det nedre. I afstrenget tilstand er buen næsten ret. Buen er første gang beskrevet i kinesisk litteratur for omkring 1.700 år siden, hvor den angives at være lavet af træ. Det tidligste ca. 1.500 år gamle fund er gjort i Nara i det sydøstlige Japan. For omkring 1.000 år siden lærte japanerne lamineringskunsten fra Kina, og yumien blev bygget lamineret med kerne af træ og bambus på ryg og bug. For omkring 400 år siden fandt yumien sin nuværende form, bygget i laminat med bambus alene eller i kombination mellem bambus og træ. I dag praktiseres traditionel japansk bueskydning af en klub i København.

Rytterbuer/Hornbuer

Traditionelle rytter- og hornbuer

Fra de mange kulturer der har eksisteret i Asien kendes mange forskellige former for rytter- og hornbuer. Teknisk set er de to buer ens. Den væsentligste forskel er at rytterbuen er en lettere udgave, som kan skydes fra hesteryg.

Rytterbuen består ofte af et tyndt indre lag af træ, på ryggen deraf der er pålimet mange lag dyresener og på bugen deraf der er pålimet store hornplader. Endelig slutter hvert bueben ofte i et kortere eller længere uelastisk stykke. Som ved fladbuer med skuldre, giver det buen et bedre og hurtigere kast. For at forøge kastet, er buerne i afstrenget tilstand bøjet noget til markant fremad. I nogle kulturer har buen været omviklet med læder og i primært østasiatiske kulturer, har de været meget flot dekoreret og lakeret. Buernes trækstyrke kan varieres helt efter behov. Kopier af historiske buer fremstilles i dag typisk med en trækstyrke på mellem 45 pund (20 kg) og 90 pund (40 kg). Rytter- og hornbuer skyder markant hurtigere end træbuer og overfører langt mere energi til pilen. Dvs. i forhold til en træbue kan samme effekt opnås med markant mindre trækstyrke. Rytter- og hornbuens største svaghed er, at den ikke tåler regn eller høj fugtighed. Så konstruktionen, har været forbeholdt kulturer i tørre egne. I blandt andet Han Dynastiet (Kina for 1.800 til 2.800 år siden), benyttedes således rytter- og hornbuer i de tørre nord- og vestslige dele af riget, medes kompositbuer af træ og bambus benyttedes i de fugtigere egne i de sydøstlige dele af riget ved Stillehavets kyst. En anden svaghed ved buen er at den er meget lidt vridningsstabil, hvilket betyder at det kræver endog rigtig meget øvelse at håndtere buen optimalt. Endelig tager det overordentlig lang tid at fremstille en traditionel rytterbue, da senelimen er omkring et år om at tørre. Et af de tidligste beviser på eksistensen af rytter- og hornbuer findes på en 2.900 år gammel assyrisk skulptur. Den assyriske kultur opstod i det nordlige Irak for omkring 5.000 år siden, men på ældre skulpturer og friser ses ikke buer. I Kina har man fundet en ca. 3.000 år gammel rytterbue fra det østlige Zhou dynasti. Herefter følger alle store asiatiske folkeslag og folkeslag i de tørre egne omkring Middelhavet med hver deres karakteristiske rytter- og hornbuer, således bl.a. perserne, skyterne, romerne, hunnerne, ungarerne, tyrkerne, mongolerne og krimtatarerne.

En af de helt store kendere af rytterbuer, Grózer i Ungarn, har et sted skrevet at blandt alle rytterbuer, er den bedst skydende nok stadig en kopi af de gamle assyriske buer.

Moderne rytterbuer

Meget vellignende kopier af de traditionelle buer fremstilles i dag flere steder i Verden. I Ungarn laves der kompositkonstruktioner med de traditionelle materialer: Sener, træ og horn men med brug af moderne hurtigtørrende limtyper – såkaldte biokompositbuer. Andre steder laves kopier i glasfiber beviklet med læder eller kunstlæder. Disse typer er ofte benyttet til f.eks. rollespil.